Ejerne bag LivingBetter A/S har budt Hands On Mikrofonden samt brødrene Torben og Allan Christensen inden for som investorer og medejere af virksomheden.

Deres interesse skyldes en stærkt stigende efterspørgsel efter LivingBetter grønne indeklima- og energiløsninger og Ventilationsvinduer. Derudover ser de et stort og uforløst internationalt potentiale.

Det betyder i første omgang en større kapitaltilførsel og siden en ejerandel på 40 %.

”Det er meget glædeligt at vore nye investorer ser det samme potentiale i virksomheden, som vi selv gør. Godt indeklima og grønne energiløsninger er meget i fokus, men det er meget krævende at trænge igennem til markedet, selvom man selv synes, man står med verdens mest indlysende rigtige og konkurrencedygtige koncept. Det tager tid og det koster mange penge,” siger adm. direktør Peter L. Clausen.

LivingBetter A/S blev grundlagt i 2012 af Irene Horn og Peter L. Clausen. Irenes mand, Poul, havde udviklet ventilationsvinduet og stod klar til at bringe produktet på markedet. Peter Clausen havde sammen med Christian Thing, som siden blev både investor og direktør i firmaet, startet firmaet Unidrain A/S og fået den virksomhed solidt etableret i markedet.

”Christian og jeg ved noget om at få en god opfindelse etableret i markedet. Det potentiale så vi med Pouls opfindelse, Ventilationsvinduet. Det har været en utrolig udvikling siden den spæde start for 10 år siden, men selv om der har været store udfordringer undervejs, har vi aldrig været i tvivl om, at markedet kom til at tage Ventilationsvinduet til sig. I 2016 lykkedes vi med at tilføre aftræksvarmepumper og løsninger med mekanisk udsug, som kunne energi-dokumenteres sammen med Ventilationsvinduerne, hvilket gjorde konceptet til en samlet løsning som byggeriet kunne bruge og herefter tog udviklingen fart. At udnytte vinduerne i facaden til at forvarme den luft vi skal have ind i bygningen og samtidigt udnytte energien i luften til at lave varmt vand og varme af, det er en god opskrift på et økonomisk attraktivt, grønt og bæredygtigt koncept, som både store og små bygninger i renoveringsprojekter og nybyg kan have stor gavn af” siger Peter Clausen.

Direktør Jes Jensen bliver ny bestyrelsesformand og repræsenterer fonden. Han udtaler:

”LivingBetter er til dato fondens største investering. Vi har store forventninger til, at selskabet vil udvikle sig meget positivt også i de kommende år. Timingen for at træde ind med kapital og viden er perfekt i forhold til den brede markedsaccept, som vi oplever firmaets produkter og løsninger nyder i markedet. Fondens formål er at hjælpe danske ideer og selskaber til vækst og LivingBetter anser vi for et perfekt match. Vi blev fra starten opmærksomme på, at her var en opstartsvirksomhed af en særlig kaliber med et fantastisk patenteret produkt og en engageret erfaren ledelse, som har styr på tingene. Vi glæder os rigtig meget til at hjælpe LivingBetter til næste niveau og se den unikke løsning udfolde sig internationalt,” siger Jes Jensen.

Torben og Allan Christensen får gennem deres selskab A&T C. Aps en betydende aktiepost. De indtager begge en plads i bestyrelsen og kommer med stor international erfaring fra deres tidligere familievirksomhed Good Food Group A/S, som de for tre år siden solgte til Maj Invest.

”LivingBetter er vores første selskabsinvestering, og vi ser frem til at tage del i arbejdet med at udvikle virksomheden,” udtaler brødrene.

Peter L. Clausen fortsætter som adm. Direktør og Christian Thing som eksportdirektør.